Tidligere på ugen fejrede Carsten V. Jensen sit fem års jubilæum som fodbolddirektør for Brøndby IF. Han erstattede Ebbe Sand som den øverste chef i den sportslige afdeling i juli 2019, og siden da har han været ansvarlig for den sportslige retning i klubben.
Med CV på den magtfulde post sikrede Brøndby i 2021 det danske mesterskab, og vi kvalificerede os efterfølgende til et europæisk gruppespil for første gang siden 2005.
Siden ansættelsen har CV’s arbejdsbetingelser ændret sig. Brøndby er gået fra at være i knæ økonomisk til at kunne hente dyre og etablerede spillere. Dette ses også tydeligt på Brøndbys transferaktiviteter over de seneste fem år.
Men hvordan har CV egentlig gjort det på transfermarkedet? Vi har set nærmere på de i alt 38 spillere, han har hentet til klubben og givet samtlige transfers karakterer. Alle karakterer er givet ud fra den nuværende 12-trins skala.
Sæson | Penge brugt | Gns. karakter |
---|---|---|
19/20 | 5,6 mio. kr. | 6,25 |
20/21 | 3,6 mio. kr. | 3,00 |
21/22 | 45,5 mio. kr. | 3,45 |
22/23 | 98,5 mio. kr. | 6,88 |
23/24 | 83,5 mio. kr. | 7,00 |
I alt | 236,7 mio. kr. | 5,47 |
2019/2020-sæsonen
Spiller | Pris | Karakter |
---|---|---|
Andreas Maxsø | Fri | 12 |
Sigurd Rosted | 5,6 mio. kr. | 7 |
Johan Larsson | Fri | 4 |
Samuel Mraz | Leje | 02 |
CV kom til Vestegnen halvvejs gennem transfervinduet, og Brøndby havde på dette tidspunkt allerede været aktive på markedet. Ebbe Sand nåede at hente Rezan Corlu, Michael Tørnes og Tobias Børkeeiet inden, at han sagde sit job op som følge af ansættelsen af CV.
CV fulgte herefter op med at leje angriberen Samuel Mraz i italienske Empoli som backup til den polske forræder inden, at han hentede Andreas Maxsø og Johan Larsson på fri transfer samt købte Sigurd Rosted.
Larsson, der vendte tilbage til Brøndby på en halvårlig kontrakt, blev ingen succes, men Maxsø endte som en af klubbens bedste spillere i nyere tid. Han løftede således mesterskabspokalen i 2021 som anfører, og han blev senere solgt videre til amerikansk fodbold for et pænt beløb. Sigurd Rosted nåede 101 kampe for klubben og var ligeledes en del af mesterskabstruppen inden, at han også blev solgt videre til USA.
Alt i alt et rigtig pænt vindue, hvor Brøndby blev styrket på banen uden at bruge mange penge og, hvor en fremtidig transferprofit blev sikret gennem billige handler.
2020/2021-sæsonen
Spiller | Pris | Karakter |
---|---|---|
Blas Riveros | 500.000 kr. | 7 |
Jonathan Ægidius | Ukendt | 4 |
Andrija Pavlovic | 500.000 kr. | 02 |
Michael Lumb | 1,3 mio. kr. | 02 |
Oskar Fallenius | 1,3 mio. kr. | 00 |
CV’s første fulde sommertransfervindue var et relativt stille et af slagsen. Han fortsatte sin oprydning efter Troels Bech-tiden imens, det blev til en håndfuld billige indkøb.
Andrija Pavlovic kom til fra Rapid Wien, tiltænkt rollen som erstatning for den førnævnte polske judas, imens Blas Riveros blev hentet i FC Basel. Til sammen kostede de to indkøb cirka en million kroner. Pavlovic blev ingen succes, men Riveros havde rigtig gode perioder på trods af, at han løb ind i en slem skade.
I januar vinduet forstærkede CV truppen med Michael Lumb samt talenterne Oskar Fallenius og Jonathan Ægidius. Førstnævnte var tiltænkt en rolle som backup på venstrebacken, men han nåede kun to optrædener for klubben. Hverken Fallenius eller Ægidius formåede at bryde igennem.
2021/2022-sæsonen
Spiller | Pris | Karakter |
---|---|---|
Mathias Greve | 7,5 mio. kr. | 7 |
Thomas Mikkelsen | Fri | 7 |
Yousef Salech | Ukendt | 4 |
Frederik Alves | 7,5 mio. kr. | 4 |
Kevin Tshiembe | 5,2 mio. kr. | 4 |
Marko Divkovic | Leje | 4 |
Henrik Heggheim | 11 mio. kr. | 4 |
Christian Cappis | 2 mio. kr. | 02 |
Joe Bell | 11 mio. kr. | 02 |
Carl Björk | 3,4 mio. kr. | 00 |
Rasmus Wikström | 750.000 kr. | 00 |
Det overraskende mesterskab i 2021, samt det efterfølgende salg af Jesper Lindstrøm til Eintracht Frankfurt, betød, at CV den sommer for første gang for alvor havde penge mellem hænderne. I alt brugte han omkring 45 millioner kroner på overgangssummer til transfers i 2021/2022-sæsonen, hvor han som bekendt også skulle erstatte flere store profiler.
Brøndby endte som bekendt i Europa League-gruppespillet efter et samlet nederlag til Red Bull Salzburg i Champions League-kvalifikationen.
Sommerens dyreste køb var Henrik Heggheim fra Viking for 11 millioner kroner og Mathias Greve fra Randers for 7,5 millioner kroner. Derudover kom Kevin Tshiembe, Christian Cappis, Rasmus Wikström, Thomas Mikkelsen, Marko Divkovic (lån) og Yousef Salech også alle til i mindre transfers. De fik i januar selskab af Joe Bell, indkøbt for 8 millioner kroner i Viking, og Frederik Alves, indkøbt for 7,5 millioner kroner i West Ham, samt Carl Björk.
Divkovic’ brugte det meste af sæsonen som reserve, og han formåede aldrig for alvor at imponere som angriber. Alligevel udløste CV hans frikøbsklausul efter sæsonen.
Tshiembe og Heggheim har begge haft sporadiske perioder som stamspillere, men gentagende fejl og usikkerhed har altid sendt dem på bænken igen kort efter.
Salech formåede ikke at slå igennem på Vestegnen, men han indbragte stadig en transferprofit, da han blev solgt til Sverige for 4 millioner kroner, og hans videresalgsklausul kan ende med at indbringe Brøndby mange millioner.
De mange svage indkøb endte med at koste klubben dyrt, da vi skuffede i både europæisk fodbold samt i den hjemlige Superliga.
2022/2023-sæsonen
Spiller | Pris | Karakter |
---|---|---|
Nicolai Vallys | 22,4 mio. kr. | 12 |
Daniel Wass | 13,1 mio. kr. | 12 |
Ohi Omoijuanfo | 10,1 mio. kr. | 10 |
Marko Divkovic | 7,5 mio. kr. | 7 |
Rasmus Lauritsen | 18,7 mio. kr. | 4 |
Håkon Evjen | 17,1 mio. kr. | 4 |
Frederik Winther | Leje | 4 |
Sebastian Sebulonsen | 9 mio. kr. | 02 |
Som følge af skuffelsen i den forrige sæson, og den kommende overtagelse fra Global Football Holdings, havde CV endnu engang spenderbukserne på i sommeren 2022.
Her lagde han grundstenene til det nuværende Brøndby-hold. Divkovic’ lån blev gjort permanent, og derudover hentede han Sebastian Sebulonsen, Ohi Omoijuanfo, Daniel Wass og Nicolai Vallys til. I januars vindue købte han ydermere Rasmus Lauritsen og Håkon Evjen og lejede Frederik Winther.
Omoijuanfo, Wass og Vallys blev alle profiler med det samme. Sebulonsen og Lauritsen har mere været brugt som rotationsspillere, men har dog spillet vigtige roller i perioder. Divkovic har etableret sig som en solid venstre back med gode offensive evner.
I alt blev der brugt 98,5 millioner kroner på nye spillere, og det var tydeligt, at Brøndby havde fået større muskler og ambitioner.
Winthers lejemål blev ikke gjort permanent, og Evjen er blevet solgt videre til Bodø/Glimt, men ellers er alle spillerne stadig i klubben og størstedelen af dem havde vigtige roller i den forgangne sæson.
2023/2024-sæsonen
Spiller | Pris | Karakter |
---|---|---|
Jacob Rasmussen | 22,4 mio. kr. | 12 |
Yuito Suzuki | 4,5 mio. kr. | 12 |
Patrick Pentz | Leje | 12 |
Sean Klaiber | 7,5 mio. kr. | 12 |
Filip Bundgaard | 22,4 mio. kr. | 7 |
Jordi Vanlerberghe | 4,5 mio. kr. | 7 |
Justin Che | Ukendt | 4 |
Mateusz Kowalczyk | 9 mio. kr. | 00 |
Emmanuel Yeboah | 13,4 mio. kr. | -3 |
For et år siden spillede CV endnu en gang med Brøndbys transfermuskler. Jacob Rasmussen, Emmanuel Yeboah, Mateusz Kowalczyk, Sean Klaiber, Patrick Pentz (leje), Justin Che og Yuito Suzuki blev hentet i sommervinduet i en kombination af rutine af ungdommeligt potentiale. Herefter fulgte Brøndby op med at hente Filip Bundgaard og Jordi Vanlerberghe til i januar. I alt blev der i 2023/24-sæsonen hentet spillere for 83,5 millioner kroner med Bungaard og Rasmussen som de to dyreste indkøb.
Klaiber, Pentz, Suzuki og Rasmussen var kæmpe succeser, imens Bundgaard og Vanlerberghe også begge virker meget lovende.
Che, Kowalczyk og Yeboah har vi endnu ikke fået set meget til på trods af, at Yeboah og Kowalczyk til sammen kostede det samme som Bundgaard. Che gjorde det godt på udlån i Holland i seneste sæson, men de to sidstnævnte trender imod en status som flops efter, at de slet ikke præsterede noget i deres debutsæsoner på Vestegnen.
Er du enig med karakterne? Giv din mening til kende i kommentarsporet forneden.
Vilfortpark.dk er en uafhængig hjemmeside om Brøndby. Vi dækker stort og småt fra vores smukke klub. Vi sætter en ære i at give en stemme til alle medlemmer af fanscenen. Du kan følge os på X, Facebook, YouTube og Instagram. På den måde kan du sikre dig, at du aldrig går glip af en opdatering fra os igen.
Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.
Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.
02 til Cappis og SebSeb synes jeg fandme er hårde karakterer, når man samtidig giver Che 4, som ikke har spillet en officiel kamp for klubben endnu. Kowalczyk er i sin 1.klub udenfor Polen som 19-årig, det kræver noget tilvænningstid med ham, må vi erkende.
Hej Oliver
Tak for indsparket.
Jeg kan sagtens følge dig mht. Che. Grunden til, at han får 4 er, at han gjorde det fint på sit udlån i Holland og lader til at have taget positive skridt.
Jeg er helt enig med hensyn til Kowalczyk i øvrigt. Jeg har kun hørt positive ting om hans udvikling og mentalitet. Hvis jeg laver denne øvelse igen om et år, så tænker jeg også, at han har taget et skridt fremad og får en langt bedre karakter. Desværre kunne jeg kun bedømme ham på, hvad han har gjort indtil videre, og der er 46 minutters pokalfodbold bare ikke nok til at bestå, når man tænker på, at han kostede en relativ stor sum penge.
Men hvor mange officielle kampe har Che? Han har kun træningskampe. At vurdere ham på et udlån til en anden klub er useriøst.
Syntes egentlig også 4 til Alves er urimeligt hårdt… ja han er mere skadesplaget end de andre midterforsvarere vi har, men når han er frisk så har vi en der er et bæst
Ja, han var rigtig god i efteråret. Før det var der dog desværre halvanden sæson, hvor han nærmest ikke spillede. Derfor kunne jeg ikke give højere selvom, at det er med stor pil opad. Hvis han fortsætter som i efteråret, så vil det hurtigt se anderledes ud med karakteren i hvert fald 🙂
Fed liste!!!
Overvejende enig men syntes dog at huske at Winther havde mange gode præstationer som måske kunne berettige en højere karakter, måske jeg husker forkert. Var dog en anelse skuffet over at man ikke gjorde mere for at gøre aftalen permanent dengang, dog har det jo så gjort plads til andre men syntes en kæde med Winther, Rasmussen og Jordi havde været spændende 👍😃
Fed ide, men jeg syntes ikke at karakterene skal vægte lige meget afhængigt af om en spiller har kostet 1 million eller 10 millioner. Mit forslag vil være at indkøbet får en karakter, men at karakter vægtningen fordeles ud fra sæsonens samlede indkøb.